Laurids Ebbesen Udsen - Den sidste adelige Udsen
Da Laurids Ebbesen i 1559 blev født på den fædrene gård Tulstrup, Sall sogn i Houlbjerg herred, som eneste barn af Ebbe Lauridsen og Kirsten Kruse, var store dele af den gamle danske adel ude i en alvorlig krise.
Laurids Ebbesen tilhørte en af de ældste adelsslægter vi overhovedet kender til i Danmark, slægten Udsen med en blå klokke med tre gule bånd på hvid bund i slægtsvåbnet.
Våbnet hører til de ældst kendte i Danmark og hænger under et dokument så tidligt som i 1230. I de følgende par århundreder var slægten ganske anset.
Vi kender ridderen Sven Udsen, der omkring 1400 samlede sig betydelige godsrigdomme på Djursland.
Efter 1500 gik det stærkt tilbage for familien, som det gjorde med så mange andre af middelalderens betydende adelsslægter i Danmark.
Laurids Ebbesen Udsen blev dermed født i et meget beskedent østjysk adelsmiljø, som var tæt på at forsvinde ned i bondestanden.
Hans samtidige - og nabo gennem 30 år som lensmand på Silkeborg Slot - rigsråden Christen Holck (1558-1641) har i en såkaldt stambog - hvori han lod venner og bekendte skrive en hilsen og måske tegne deres våbenskjolde - noget uelskværdigt nedskrevet, at Laurids Ebbesen var "af bondeslægt i Jylland".
Bemærkningen er typisk for den arrogance og foragt som datidens højadel udviste overfor opkomlinge fra lavadelen.
Laurids Ebbesen havde nemlig til trods for sin lave afstamning nået meget høje poster i den danske stat.
Desværre er Ebbesens ligprædiken ikke bevaret, så vi ved intet om hans tidlige liv, hans uddannelse og begyndende karriere. Vi møder ham først i kildematerialer så sent som i 1587, hvor han gør et kup at betydeligt format.
Havde man ikke den rigtige i afstamning, men var ambitiøs og dygtig var der kun en vej fremad, nemlig at gifte sig ind i en højadelig slægt.
I de fleste tilfælde indebar det enten at gifte sig med en meget ældre frøken, som familien endnu ikke havde haft held til at afsætte i egne rækker eller med en enke.
Laurids Ebbesen valgte det første. Som 28-årig giftede han sig i 12. februar 1579 med den 19 år ældre Ellen Gøye, datter af Anders Gøye og Karen Walkendorff.
Der er nok ingen tvivl om, at Laurids Ebbesen har tænkt sig grundigt om før indgåelsen af dette givtige ægteskab.
Som anetavlen på epitafiet i Århus Domkirke (se senere) viser, kom han gennem ægteskabet i familie med så ansete slægter som Gøye, Walkendorff, Hak, Oxe, Rønnow og Bille.
I 1587 var to af Ellen Gøyes brødre lensmænd og en tredje rigsråd. Hertil kom, at morbroderen var statholder i København.
Dette svogerskab har givet åbnet mange døre for den unge mand, men det er ret så karakteristisk, at den virkelige karriere først udfolder sig efter Christian IV's kroning og magtovertagelse i 1596.
Efter indbydelse fra kongen var Laurids Ebbesen tilstede ved kroningsfesten i København søndag den 29. august 1596 ledsaget "af sine folk".
Foruden sit gode svogerskab må Laurids Ebbesen have været en særdeles dygtig, flittig og loyal embedsmand, som faldt i Christian IV's smag, for da han endelig i en alder af 43 år opnåede sin første lensmandspost i 1602, blev det på allerhøjeste niveau - Københavns Slot og len.
Allerede 1608 avancerede han til et andet af landets fedeste slotslen, Skanderborg, Åkjær og Ålegård, som yderligere havde den rent personlige fordel, at det lå i nærheden af hans egne private godser, som efterhånden udgjorde seks hovedgårde.
Ikke ilde for en mand, der var startet med en meget beskeden arv! Hertil kom de betydelige indtægter fra Skanderborg len - 1.400 daler årligt plus det løse. Vi kender tallene fra et testamente dateret nytårsaften 1625, hvor Laurids nu er 66 år og hustruen Ellen Gøye 85!
Medens Laurids Ebbesens offentlige karriere således udviklede sig overordentlig tilfredsstillende, måtte han i privatlivet betale prisen for at have giftet sig ned en 47-årig kvinde, der ikke kunne forventes at skaffe ham en arving.
Da han giftede sig, var han endnu ung og må have kalkuleret med, at en søn og arving kunne komme i næste ægteskab med en yngre kvinde, efter Ellen Gøye havde lukket sine øjne. Men hun blev meget gammel og døde først 86 år gammel i 1626.
Testamentet fra 1625 tyder på, at han endelig havde accepteret den skæbne at skulle blive slægtens sidste mand, og parret gjorde derfor boet op med henblik på, hvem der skulle arve dem.
Mærkeligt nok forbigås Ellen Gøyes nærmeste slægtninge, og de seks hovedgårde skal tilfalde Otte og Maren Kruse, børn af Laurids Ebbesens fætter Mogens Kruse, samt Christian Krag, søn af Laurids Ebbesens kusine.
Alt det blev dog til ingenting. Ellen døde 13. april året efter, og Laurids syntes atter at have genvundet sit livsmod.
Efter sørgeårets udløb giftede han sig den 22. juli 1627 med den kun 19-årige adelsfrøken Elisabeth Arenfeldt, og håbet om en livsarving fik atter grobund. Ved dette ægteskab giftede han sig ind i så ansete slægter som Bille, Skeel, Rosenkrantz, Marsvin og Gyldenstjerne. Man har beregnet, at med det nye svogerskab var han god for 2100 tønder hartkorn *) - og der var andre fordele. Elisabeth Arenfeldts kusine var ingen ringere end Christian IV's hustru Kirsten Munk. Fremtiden syntes atter at tegne sig lys for Laurids Ebbesen!
Skanderborg Slot var centrum for et af kronens betydeligste len i Danmark. Den gamle middelalderborg var blevet udbygget og moderniseret i renæssancestil af Frederik II.
Vi kender slottets indretning og møblering fra de inventarielister, der udfærdigedes hver gang, en ny lensmand indtog sit embede.
Den fyldigste er fra 1608 (35 foliosider) hvor Laurids Ebbesen overtog det indflydelsesrige embede, som han bestred i samfulde 38 år, hvilket formodentlig er rekord i dansk historie og om noget vidner om hans administrative duelighed, samt den tillid Christian IV viste ham.
Normalt var lensposterne undergivet et rotationssystem på 8-10 år. Det mærkelige med Ebbesen er, at han fik de største poster med det samme uden at have arbejdet sig op af karrierestigen fra mindre betydende len til slotslen.
Manden må simpelthen have været en ekstremt dygtig administrator!
Der findes desværre ingen personlige breve eller dagbøger fra hans hånd til karakteristik af hans personlighed. Til gengæld et væld af tør administrativ korrespondance mellem kancellier, kongen og lensmanden på Skanderborg Slot.
I 1617 indledte kongen under et af sine mange ophold på slottet de store befæstningsarbejder, der skulle gøre renæssanceslottet til en fæstning. Den europæiske situation var sprængfarlig. Året efter startede den store europæiske krig, og kongen led et katastrofalt nederlag i Tyskland i sommeren 1626.
Året efter og to år frem oplevede jyderne de Wallensteinske troppers brutale besættelse og udplyndring.
I modsætning til store dele den jyske adel stak Laurids Ebbesen ikke af, men blev på sin post, hvilket kom til at koste ham dyrt. Det menes, at da besættelsen ophørte i 1629, havde Ebbesen mistet ca. ¾ af sit gods.
Han måtte stifte en betydelig gæld under Jyllands besættelse og pantsætte eller sælge de fleste af sine hovedgårde, blandt andet den fædrene gård Tulstrup, der havde været i slægtens besiddelse i mindst fem generationer.
Vi ved at Laurids Ebbesen under besættelsen lånte Christian IV 6000 speciedaler, som kongen afbetalte med renter (i alt 7.800 daler) i december 1632.
Med basis heri og den betydelige årlige lensindtægt på 2200 rdl. kastede Laurids Ebbesen sig i ud i nye godshandler, og på forbløffende kort tid mere end genvandt han sin rigdom. Allerede i 1638 takseredes han for 4.800 tdr. hartkorn *), en formue, der gjorde ham til en af Danmarks rigeste godsejere.
Det er bemærkelsesværdigt, at hans godser var forholdsvis små og spredte i en tid, hvor herremændene i stor stil mageskiftede deres jord for at skabe store sammenhængende godsdistrikter.
Alt vidner om en dygtig, men meget konservativ og gammeldags tænkende mand.
I 1640 købte han hovedgarden Refstrup i Gadbjerg sogn, Vejle Amt, og det er den hovedgård han skriver sig til på kistepladen Århus Domkirke.
Med til historien hører tillige, at han i 1637 erhvervede sig endnu et len, Saltø i Sorø Amt, som gav en årlig indtægt på 782 rdl.
Det er tankevækkende, at Laurids Ebbesens fornyede likviditet faldt sammen med hans tredje ægteskab.
Håbet om en arving var endnu engang blevet gjort til skamme, da hans unge kone Elisabeth Arenfeldt pludselig døde barnløs i 1632 i en alder af kun 23 år.
Han var nu 73 år gammel, og det varede tre år, inden han atter giftede sig 1635 med Sophie Staverskov Glambek, enke efter den velhavende Otte Kruse til Balle, med hvem hun havde to børn, Mogens og Magdalene Kruse.
Sophie havde altså bevist sin fertilitet, men om det var grunden til ægteskabet må stå hen i det uvisse. Hun bragte i alt fald gods og penge med ind i ægteskabet, der forblev barnløst.
Laurids Ebbesen måtte indstille sig på at forlade denne verden som den sidste mand af sin slægt trods stræbsomhed, rigdom og karrieremæssig succes langt ud over, hvad han var født til.
Det var formodentlig i erkendelse heraf, at han indrettede det prægtige gravkapel i Århus Domkirke.
Som slægtens sidste mand og som lavadelsmanden, der mod tidens almindelige tendens sled sig op til samfundets top, ville han sætte sig et minde, som for al eftertid skulle minde verden om ham og hans gamle stolte slægt.
Oprindeligt havde han forestillet sig en mere traditionel begravelse i koret i slægtsgården Tulstrups kirke i Sall.
Efter sin første kone Ellen Gøyes død i 1626 og begravelse i Sall skænkede han kirken en pragtfuld altertavle med rigt billedskærerarbejde i senrenæssance med fire joniske søjler og reliefudskæringer og våbenskjolde for Udsen/Kruse og Gøye/Walkendorf samt årstallet 1626.
Den 13. marts 1646 dør Laurids Ebbesen Udsen på Saltø i en alder af 87 år, 2 uger og 5 dage.
Altertavlen i Sall kirke
Laurids Ebbesen Udsens sidste hustru, Sophie Staverskov, solgte i 1652 Dønneruplund og Sønderhoved, medens hun overlod Spøttrup til sin søn af første ægteskab, Mogens Kruse.
I sin lange enkestand broderede hun det mest pragtfulde af alle danske, endnu bevarede, våbentæpper. Det opbevares i dag på Frederiksborg museum.
Laurids Ebbesens gravkapel i Århus Domkirke er et typisk eksempel på barokkens teatralske måde at tilrettelægge døden på.
Den nylig afdødes udsmykkede kiste placeredes på lit de parade på kapellets gulv, der var hævet over kirkeskibets gulv og lukket af med et kunstfærdigt dekoreret smedejernsgitter.
Under kapellets gulv var anlagt en krypt, hvor de ovenstående kister kunne rykkes ned når nye dødsfald i familien gjorde det nødvendigt.
I praksis kunne kisterne blive stående ovenpå krypten i ganske mange årtier. I 1805 blev det med visse undtagelser direkte forbudt at begrave folk i de i danske kirker, men de åbne begravelser fra tidligere er i mange tilfælde blevet stående intakt helt op til vores egen tid.
I forbindelse med sit tredje ægteskab i 1635 med Sophie Staverskov købte den aldrende 76-årige Laurids Ebbesen det nævnte kapel af domkirken som mausoleum for sig selv og sine tre koner.
Sophie Staverskov og Laurids Ebbesen Udsen
Det gyldne gitter foran kapellet er mærket "ANNO 1639" ved låsen.
Det var med andre ord en meget velhavende, barnløs mand, som kunne kaste store summer ind i at sikre sin udødelighed for al eftertid og tillige markere, hvor godt det var gået ham i livet på trods af den lave afstamning.
Ellen Gøye og Elisabeth Arenfeldt
Øverste del af gitteret.
Våbnene er: Udsen (med trane og klokke) - Gøye - Arenfeldt - Staverskov.
Laurids Ebbesens våbenskjolde.
Våbenskjolde for:
- Laurids Ebbesen Udsen - øverst
- Ellen Gøye - til højre
- Elisabeth Arenfeldt - nederst
- Sophie Staverskov - til venstre
I Laurids Ebbesen Udsens våbenskjolde på epitafiet i Århus Domkirke og på Sophie Staverskovs tæppe er der de samme uoverensstemmelser i forhold til Danmarks Adels Aarbog.
En enkelt oldemor (FMM) - markeret med *) - er forkert. Fejlen er et "Strangesen" våben, hvor der burde være et "Stampe" våben.
Laurids Ebbesen Udsen må have troet, at hans tipoldefar (FMMF) var søn af Niels Strangesen og Ingeborg Dosenrode - og ikke af Ingeborg Dosenrode og hendes tidligere mand Folrad Stampe.
Og så har Laurids Ebbesen Udsen nok ikke kendt meget til sine tipoldeforældre; og derfor lavet nogle fejl - markeret med **).
Laurids Ebbesen Udsens våben på epitafiet:
F: Udsen
M: Kruse
FM: Galskyt
MM: Viffert
FFM: Stampe
MFM: Seefeld
FMM: Strangesen *)
MMM: Skeel
FFFM: Rostrup
MFFM: Podebusk **)
FMFM: Dan
MMFM: Fasti **)
FFMM: Skobe/Glob **)
MFMM: Rafvad **)
FMMM: Rekhals **)
MMMM: Flemming **)
Ifølge Adelsårbogen burde det være disse:
F: Udsen
M: Kruse
FM: Galskyt
MM: Viffert
FFM: Stampe
MFM: Seefeld
FMM: Stampe
MMM: Skeel
FFFM: Rostrup
MFFM: Reventlow
FMFM: Dan
MMFM: Krag
FFMM: Stifeld
MFMM: Fasti
FMMM: Viffert
MMMM: Dan
- 5 tønder agerjord
- 10 tønder eng
- 50 tønder overdrev
- 100 tønder skov
Kilder
Mere om Laurids Ebbesen Udsen
Mere om Lensmanden på Skanderborg Slot
Mere om Epitafium i Århus Domkirke
Mere om Sophie Staverskovs tæppe
Laurids Ebbesen Udsen er fætter til min 6 x tipoldefar. Dvs. hans farfar er min 8 x tipoldefar!
Laurits Ebbesen Udsens gårde
I Tulstrup - i den sydlige del af Sall Sogn (NV for Hammel) - lå tidligere en hovedgård ved navn Tulstrup. Denne gård tilhørte slægten Udsøn:
- Ebbe Henriksen Udsøn (1433)
- Simon Ebbesen Udsøn
- Laurids Simonsen Udsøn (1532 og 1546)
- Ebbe Lauridsen (1561)
- Laurids Ebbesen (1594)
Sidstnævnte døde i 1646, men havde forinden i 1625 skødet Tulstrup til sin fætters datter Maren Kruse, Erik Krabbes. 1629 blev gården overtaget af rigsråd hr. Oluf Parsberg, som døde 1661.
Derefter blev Tulstrup overtaget af greve Mogens Friis, som i 1672 lagde gården ind under grevskabet Frijsenborg. Senere blev gården revet ned og jorden lagt under Frijsendal.
|
I 1982 blev der på stedet fundet en springvandsfigur, "Thulstruppigen".
Den er lavet af bronze, 60 cm høj og 18,5 kg tung. Den stammer fra Christian IV's (og Laurids Ebbesen Udsens) tid. |  |
Figuren forestiller Caritas, den allegoriske personifikation af Caritas (næstekærlighed) som en moder med tre spædbørn.
Figuren opbevares nu på Nationalmuseet. En kopi er opstillet på torvet i Hammel. En lignende figur blev sat op på Gammeltorv i København i 1609.
I Tulstrup har der også været vandmølle. Den nævnes første gang i 1664 og senere bl.a. i folketællingerne 1787, 1801 og 1845.
Øls (Øls sogn, Hindsted Herred) 1623-1634
Øls Hovedgård ejedes i 1553 af enken Anne Andersdatter Skeel. I 1562 ejedes gården af datteren Dorte, som var gift med landsdommer Peder Kruse.
En af deres døtre, Kirsten Kruse var gift med Ebbe Lauridsen Udsen; og de er begge begravede i Øls. De mageskiftede i 1609 Øls Hovedgård til kronen, men sønnen, Laurids Ebbesen Udsen, fik det tilbage i 1623.
Det var sandsynligvis imellem de godser, som han i 1634 mageskiftede med grev Valdemar Christian, som mageskiftede det tilbage til kronen i 1646.
I et dokument fra 1518 benævnes kirken i Øls "Vor Frue Kirke", og den har ifølge traditionen hørt under Øls Hovedgård, som er forsvundet uden at efterlade sig spor, men som er nævnt flere gange i tiden 1553 - 1731.
Historien går tilbage til 1300-tallet. En kannik i Århus Stift, Broder Degn, købte i 1301 alt Torkild Dyrings gods i Lyngballe og før 1323 det gamle gårdsted Ågård.
I 1327 skødede han det og noget gods i Fajstrup og Bruseltorp til domkapitlet i Aarhus. Det var et jordtilliggende der nogenlunde svarede til det senere Lyngballegård.
Oprindeligt har det nok været en borg ved navn Brinne, ved sydsiden af Lading Sø og i Skivholme Sogn, hvor der i dag kendes et voldsted ved navn Troldhøj.
Den er formodentlig flyttet op på bakken til den nuværende placering, da Dronning Margrete 1. i slutningen af 1300-tallet beordrede alle borge nedlagt. Efter reformationen solgte kongen gården.
Efter en række forskellige ejere, bl.a. i 1615-1632 Lauritz Ebbesen Udsen, kom den tilbage til kongemagten (Christian 4.). Efter hans død og et par handler mere havnede gården hos Mogens Friis i 1665, hvorefter den blev indlemmet i Grevskabet Frijsenborg, som den hørte under indtil 1923.
Den hvidpudsede hovedbygning er opført efter branden 1846, men ombygget i 1913. En inskription på en signalklokke fortæller at den forrige hovedbygning var fra 1778 efter at "den gamle blev i aske lagt ved himlens ild og lue."
Tostrupgård eller Tostrup Hovgård ejedes i 1531 af Erik Steen. Ejeren i 1595 og 1610 var Johan Brockenhuus, en dattersøn af Erik Steens fætter. I 1634 blev gården mageskiftet fra Laurids Ebbesen Udsen til grev Valdemar Christian, som i 1646 mageskiftede det til kronen.
Perstrup (Tulstrup sogn, Ning Herred) 1624-1625
Perstrup (Pederstrup) ejedes i 1624 af Gunde Lange, da han solgte den til Laurids Ebbesen Udsen. Han overdrog den i 1625 til Otte Kruse, men Perstrup fulgte Lyngballegård, da den i 1646 kom til kronen. Perstrup blev forenet med Århusgård og kom til Gabriel Marselis i 1661.
Ristrup Hovedgårds historie kan spores tilbage til midten af 1300-tallet. Gården ejedes 1624-1632 af Laurids Ebbesen Udsen.
I 1632 købte kongen 1632 Ristrup og Lyngballegård til Valdemar Christian (26.6.1622-26.2.1656), greve til Slesvig og Holsten. Han var sammen med sine søskende blevet opdraget hos mormoderen Ellen Marsvin.
Valdemar Christian mageskiftede disse gårde 1646 tilbage til kronen for Saltø - da Laurids Ebbesen Udsen døde her. Senest 1635 påbegyndte hans far opførelsen af Valdemars Slot på Tåsinge til ham.
Efter sit giftermål med Sophie Staverskov i 1635 købte Laurids Ebbesen Udsen hovedgården Refstrup i 1640, hvortil han skriver sig på kistepladen i Aarhus domkirke.
Efter hans død overlod Sophie Refstrup til sin datter af 1. ægteskab Magedalene Kruse og hendes mand Herman Kaas.
Sønderhoved (Søndersthoved) tilhørte i 1570 Enevold Lauridsen Udsen, dennes brodersøn Laurids Ebbesen, hans fættersøn Otte Kruse 1625, der dog vist kun ejede den i fælleskab med sin svoger Erik Krabbe; i 1652 solgte Laurids Ebbesens enke Sophie Staverskov og Mogens Kruse den til Jørgen Lykke, der 1661 afhændede den til kronen.
Donneruplund var en hovedgaard, der tilhørte Ribe Bispestol, men ved reformationen kom til kronen. I 1537 mageskiftet til Oluf Staverskov, hvis sønner Hartvig og Splid senere ejede den. Efter deres barnløse død kom den til deres broderdøtre Anne og Sophie Staverskov; sidstnævnte tilbyttede sig 1630 søsterens halvpart.
På alteret i Give Kirke står to kraftige barokstager forsynet med våben og initialer for Laurids Ebbesen og Sophie Staverskov. Kalk og disk er af gammel oprindelse, af sølv, med inskriptionerne L.E. - S.S. - D.K. - I.H.S.