Esbjerg og Søren Peter Thomsen
HjemI takt med at børnedødeligheden faldt steg befolkningstallet; og man nåede måske en grænse for, hvor stor en befolkning det enkelte sogn kunne brødføde - og give arbejde. Og samtidig lokkede de trods alt bedre og mere ordnede arbejdsforhold i byernes industrier.
Men hvorhen i givet fald? Her vil København være et godt gæt; men også Århus tiltrak mange unge fra Djursland i de år. Eller Esbjerg, der var i rivende udvikling efter havnens indvielse i midten af 1870'erne. Eller måske skulle man endda prøve lykken i USA.
Esbjerg
Jeg skruer tiden ca. 150 år tilbage og giver en introduktion til Esbjergs tidlige historie. En fantastisk udvikling på de første 50 år:
Efter den tabte krig i 1864 mistede Danmark hertugdømmerne Slesvig og Holsten til Tyskland, og dermed mistede Danmark de gode havne, Husum og Tönning, der lå i Slesvig, og Altona (ved Hamburg). Regeringen besluttede derfor at anlægge en ny havn på Jyllands vestkyst for at kunne pleje den gode handelsforbindelse med England.
Efterfølgende undersøgelser viste, at de bedste betingelser for en havn fandtes ved Esbjerg, der var en øde og forladt egn med kun to gårde på det sted, hvor Esbjerg senere skulle vokse frem. Loven om Esbjerg Havn blev derfor vedtaget i 1868. Og så gik det stærkt – rigtigt stærkt:
• 1873: Damperen "Esbjerg" anløber den 6. oktober havnen som det første skib.
• 1874: Havnen åbnes. Jernbanen (Lunderskov-Varde); toldstedet og postekspedition åbnes.
• 1875: Telegrafvæsenet etablerer sin første linie. Byens første hotel – Spangsbjerg – opføres.
• 1878: Dokhavnen afleveret.
• 1880: Missionshuset indvies.
• 1882: Esbjerg Håndværker- og Industriforening stiftes.
• 1883: Teknisk Skole oprettes.
• 1884: Esbjergs første apotek åbnes.
• 1887: Vor Frelsers Kirke indvies. Esbjerg får egen distriktslæge.
• 1889: Den private realskole oprettes. Danmarksgade Skoles ældste del opføres.
• 1890: Esbjerg Handelsskole oprettes. Teknisk Skole, Englandsgade 24, opføres.
• 1892: Ting- og Arresthuset på Torvet bygges.
• 1893: Esbjerg får eget herredskontor.
• 1894: Esbjerg udskilles fra Jerne-Skads Sognekommune.
• 1896: Esbjerg Teater åbnes. Gasværket og vandværket tages i brug. Vandtårnet i Byparken samt Vestre og Østre skoles ældste dele opføres.
• 1897: Esbjergs anden toldkammerbygning opførtes. Biblioteket grundlagt.
• 1898: Første ugentlige marked af fedekvæg afholdes. Havneadministrationsbygningen opføres.
• 1899: Esbjerg bliver købstad. Havnens styrelse overgår til Havnerådet.
• 1901: 2. fiskerihavn og første ophalerbedding med 4 pladser tages i brug.
• 1904: Sct. Josephs Hospital tages i brug. Esbjerg Skipperskole oprettes.
• 1907: Elektricitetsværket i H.C. Ørstedsgade tages i brug. Den Private Realskole udvides med Esbjerg Gymnasium.
• 1908: Post- og Telegrafbygning opføres. Spangsbjerg Hospital opføres som sanatorium.
• 1909: Sygehuset tages i brug.
• 1910: Esbjerg Kunstforening stiftes. Arbejderhøjskolen oprettes.
• 1912: Eksportstaldene flytter fra jernbaneterrænet til nye bygninger på D. Lauritzensvej.
• 1914: Zions Kirke indvies. Gammelby Skoles ældste del opføres i perioden fra 1900.
• 1916: Phønix Bio åbner i Hotel Spangsberg.
• 1917: Nuværende fiskerihavns første del ibrugtages. Premier Is opføres til at forsyne fiskerne med is. Dagbladet Vestkystens første nummer udkommer.
• 1920: Esbjerg Gymnasium bliver Statsskole.
• 1922: Ny trafikhavn tages i brug. Opførelse af ny skole i Boldesager. Esbjerg Maskinmesterskole oprettes.
Havnen og banen tiltrak hurtigt mange forskellige mennesker, idet der var arbejde at få. Esbjerg voksede hurtigt, og det blev nødvendigt at styre byens vækst efter en moderne byplan. Derfor er byens centrum i dag kendetegnet ved et kvadratisk mønster.
En del af Esbjergs fremgang skyldtes, at havnen kom til at fungere som eksporthavn for den succesfulde andelsbevægelse, der leverede smør og bacon til England. Der opstod også en del fabrikker på havnen, blandt andet et slagteri.
Udbuddet af arbejde tiltrak også en del lykkeriddere, og byens miljø kunne være råt. Esbjerg fik på den baggrund tilnavnet ”Danmarks Chicago”.
Esbjerg opnåede status som købstad i 1899, og i år 1900 havde byen 13.000 indbyggere. Esbjerg overhalede således hurtigt regionens gamle købstæder, Ribe og Varde, i indbyggertal.
Bortset fra fiskerne har vel ingen stand betydet mere for Esbjerg end arbejdsmændene. Esbjerg blev faktisk bygget af arbejdsmænd, og deres tillidsmænd var altid mænd af betydning. En af dem, arbejdsmand Søren Peder Thomsen, fortæller:
Jeg er født i Udbyhøj den 31. oktober 1871, min barndom oplevede jeg i Hyllested pr. Trustrup, hvor jeg fik min skolegang.
Da jeg var 21 år, blev jeg gift med kokkepige Sardine Marie f. Sørensen, vi tjente sammen på ”Frydensberg”.
I 1895 rejste jeg med familie til Esbjerg, der dengang nærmest var en barakby, der lå hulter til bulter med marker mellem skramlet.
Begyndelsen for os var ikke lystelig, for i de første 3 måneder havde vi ingen lejlighed.
Tilgangen eller tilflytningen til Esbjerg var dengang så eventyrlig, at der i et døgn kunne komme indtil 200 familier til byen.
I mange lejligheder boede der både 3 og 4 familier, – så jeg føler mig ikke særlig forfærdet over bolignøden i Esbjerg år 1948.
Mit første arbejde i Esbjerg var som vognmandskusk med en månedsløn på 30 kroner og fri station. Jeg var jo straks klar over, at jeg ikke for de penge kunne klare husleje og føde til familien. Jeg tog derfor så snart det var muligt fat på andet arbejde som arbejdsmand hos entreprenør Mejer, der havde nedlægningen af en stor kloakledning gennem Englandsgade ned forbi Fanøhus. Jeg tjente 18 kr. om ugen. Arbejdstiden var fra 6 morgen til 6 aften.
I efteråret 1896 blev der arbejdsstandsning. Jeg tog da ud som søfyrbøder med skibet ”Koldinghus”, og som sådan fortsatte jeg vinteren ud. Da foråret kom, gik jeg i land og tog fat som murerarbejdsmand og fortsatte dermed indtil århundredskiftet. Jeg tog da atter ud at sejle med forskellige skibe.
I 1902 blev der sømands- og slagteriarbejderstrejke. Den varede fra 5. januar til 10. maj. Da strejken var forbi, fortsatte jeg atter som fyrbøder. Jeg var med på Koldinghus, da den strandede på Fanøs vestkyst, det var i 1904. Straks derefter fik jeg arbejde på havnen ved landbrugseksporten hos Det forenede Dampskibsselskab, et arbejde jeg fortsatte med til 1938.
Under mit arbejde på havnen blev jeg i 1920 valgt som repræsentant for Sømændenes og Søfyrbødernes Fagforening, et hverv jeg passede i 20 år.
Mit arbejde på havnen måtte jeg gå fra på grund af min kones langvarige sygdom, hun måtte på sygehus. Heldigvis overvandt hun sygdommen og kom atter hjem og kunne passe vort hjem.
Foruden at passe mit arbejde på havnen var jeg som sagt repræsentant for sømændene og søfyrbøderne, og derforuden har jeg været medlem af Esbjerg byråd fra 1913 til 1937 med undtagelse af en fireårig periode.
Det, der særlig havde min interesse i byrådet, var sygehusarbejdet. Da C. P. Pedersen gik ud af byrådet, blev jeg formand for sygehusudvalget. I min tid blev der bygget funktionærbolig og vaskeri.
Jeg var også meget oppe for, at selve sygehuset skulle udvides. Vi lod udarbejde tegninger og overslag; men denne bekostning kunne ikke magtes, kommunens økonomi var ikke stærk nok.
I ca. 50 år har jeg været organiseret afholdsmand indenfor N. I. O. G. T., hvor jeg har beklædt flere tillidsposter.
Jeg har nu i 10 år boet på Vardevej nr. 57, men nu til julen 1948 er der lovet mig plads på De gamles Hjem, hvor jeg da får et værelse, og det passer bedst for min alder og mine kræfter.
Ovennævnte artikel om S.P. Thomsen er fra en ukendt bog om Esbjerg.
Jeg husker fra min barndom, at når min far og hans brødre omtalte onkel Søren Peter, var det med lige dele respekt, beundring og stolthed. Ingen tvivl om, at de anså ham som en retlinet hædersmand.
Søren Peter Thomsen er min farfars søsters mand.
Også min farfars to brødre - Aage Herluf Sørensen og Hagbard Sørensen - blev søfyrbødere.