Slægtsforskning

Forside

Forord

Hvorfor sidder jeg her og er begyndt på at skrive om min slægt?

Det korte svar er, at jeg i 2009 læste en artikel om, at vi alle sætter spor på internettet. Og ganske rigtigt. Ved en søgning på mit eget navn dukkede der mange spor om mig op. Dels fordi jeg har haft egen hjemmeside siden 1995; og dels fordi jeg har deltaget i forskellige diskussionsgrupper m.m.

Men hvad så med generation før mig. Er der noget om min mor og far? Min far var en fremtrædende mand i Nibe i 50'erne og 60'erne. Han var i byrådet i flere perioder, drev entreprenørforretning og var med i foreningslivet. Var der spor af ham på internettet? En søgning på "Jørgen Peter Sørensen" gav ingen resultater på min far.

Men en anden "Jørgen Peter Sørensen" var interessant, fordi han var nævnt i en artikel om Søren Kanne. Og historien om Søren Kanne kendte jeg godt. Jeg havde hørt den, da jeg var barn; vel nok fordi jeg undrede mig over, at en af min fars brødre hed "Kanne". Hvor kom dette "mærkelige" navn fra?

I artiklen var det også nævnt, at alle Jørgen Peter Sørensens børn på nær et var spredt over hele landet; bl.a. til Esbjerg. Og der var da en "tante Clara" fra Esbjerg, der dukkede op til familiefesterne i min fars familie i Nibe i 50'erne og 60'erne. Nysgerrigheden var vakt. Den "Jørgen Peter Sørensen" jeg havde fundet, var min fars farfar!

Og hvad var der så egentligt, der kom i en flyttekasse, da min mor flyttede på plejehjem i foråret 2007? Ikke meget; men alligevel noget, der peger langt tilbage: Gamle billeder, en udklipsmappe, min farfars soldaterbog, og en stak telegrammer fra min fars konfirmation. Et af telegrammerne var fra "Din Bedstefader og Bedstemoder Johan Sørensen Vand og Else Jørgensen". Det måtte så være min farmors forældre. Et andet telegram var fra "Søren Vand og hustru".

Nu havde jeg navne. Med "Søren Kanne" på farfars side og slægten "Sørensen Vand" på farmors side var der pludselig noget at starte med hvis, ja... hvis jeg ville vide mere om min fars slægt.

Hvad med min mors slægt? Hendes søskende, mostre og onkler har jeg bedre styr på. Dels fordi de alle boede i samme område; og dels fordi min mor dengang stadig levede. Så hvor min fars familie fyldte mest - og meget - i 50'erne og 60'erne; har min mors familie fyldt mest siden min fars død i 1973.

I løbet af kort tid er jeg kommet godt i gang med at "rode i fortiden"; og heldigvis har de mennesker jeg har haft den frækhed at kontakte i denne sammenhæng vist sig meget imødekommende. Tak for det.

Skulle du, kære læser, ligge inde med noget, som kan kaste mere lys over personer og begivenheder, hører jeg gerne fra dig. Det er lidt besværligt at skrive historie, når man ikke selv har været der, så gode kilder vil altid være velkomne.

God fornøjelse
Jørgen Sørensen
April 2010

Opdatering af Forord

Allerførst en stor tak til alle jer "derude" der har bidraget med oplysninger siden jeg oprettede dette web site. Det er dejligt at få respons, og mest dejligt at få nogle "huller" i slægten lukket.

Men efter nu i mere end 10 år at have fundet flere og flere slægtninge - og været i mange kringelkroge og på mange omveje og afveje - har jeg set mig nødsaget til at reducere min research.

Derfor har jeg besluttet at stoppe søgning og opdatering af alle efterkommere til mine 4 x tipoldeforældre og ældre generationer.

Dette gælder også for "indgiftes" familie - forældre, søskende, andre partnere end mine slægtninge samt efterkommere heraf.

Alligevel har jeg stadig ca. 9000 personer at følge og dokumentere...

Fortsat god fornøjelse
Jørgen Sørensen
Oktober 2020